Fri kommune
Kommunalforordning. De coranske statutter. Frederik Barbarossa. Tyskere og franskmænd. Hellighed og poesi. Colledimezzo og Albano. Streng besættelse. Renæssancen. Bispesæde.
Kommunal Forordring
Med feudalismens fald rejste de frie kommuner sig, som skulle komme til at kaste så megen glans over Italiens historie i det 12. århundrede. Store og små byer kæmper for deres selvstændighed og for uafhængigt bystyre. Lederne er valgt af borgerne, folket tager del i byens liv og bliver herre over egen skæbne. Med hjælp fra sammenslutninger og laug fremmes landbruget, handelen udvikles og selv de mest ydmyge samfundslag får det bedre efter århundreders trældom.
Cori havde på den tid autonomi, ikke absolut, men underlagt Kirkestatens overhøjhed. Byen havde i modsætning til, hvad Rom og andre byer foregav, aldrig prøvet at unddrage sig denne. Faktisk var det slået fast i Statutterne at »Romerkirkens rettigheder er altid urørlige … og hvis en lov skulle være i modstrid hermed erklæres den ugyldig.«
Den øverste borgerlige myndighed er borgmesteren, il Podestà, som ifølge pagten fra 1512 skal være en romersk adelsmand. Han assisteres af en dommer, en notar, af priorerne (højtstående administrations-embedsmænd), af et råd og af Generalrådet eller Parlamentet.
Laverestående embedsmænd er lægen, læreren, retsskriveren, arkivaren, mur- og portvagterne etc.
Hæren beskytter byen mod eksterne fjender. Den er opdelt i fire afdelinger: frivillige, indkaldte soldater, infanteri og kavaleri. Kasernerne og øvelsespladsen befandt sig ikke langt fra den nuværende Piazza della Pace.
Kaptajnens embede var ligesom fanebærernes meget eftertragtet. Det forblev i nogen tid nærmest arveligt blandt familierne Torrecchia, Straccia, Milita og Mattei.
De utallige broderskaber, der udførte religiøst og assisterende arbejde var også af stor vigtighed.
Hele det borgerlige liv er reguleret af Statutterne.
De Coranske Statutter
I 1327 formulerede Cori de Statutter, der med ændringer og tilføjelser skulle forblive byens lovgrundlag frem til kongeriget Italiens samling. Det varen af de første byer, der fik en egen forfatning (Roms forfatning stammer fra 1363). Pietro Veralli, Pietro Tommasi, Giovanni Mattei og Sante Buzi udformede Statutterne. De blev trykt i 1549 af brødrene Valerio og Ludovico Dorio fra Brescia. Moroni (1858) skriver, at på hans tid var et eksemplar i marchese Biondis besiddelse. Det sidste genoptryk er fra det 18. århundrede og har titlen »Statuto Civitatis Corae ad Ill. mis et Ex.mis Almae Urbis Conservartoribus denuo approbata et confirmata, accesserunt ad calcem Romanorum Pontificum Breviae taxaea liaque iura.
Romae apud Joannem Salvioni in Archigimnasio Sapientiae. 1732«.
Statutterne er opdelt i fem bøger: Borgerlige rettigheder, Civilret, Strafferet, Skader, Ekstraordinære sager.
Alle borgere finder deri veldefinerede rettigheder og pligter samt de straffe, der pålægges i tilfælde af mangelfuld opfyldelse. Der er ingen privilegier, derimod skal de højerestående myndighedspersoner ved slutningen af deres embedsperiode præsentere sig personligt for et kollegium og gøre rede for deres handlinger. Borgere, der ønsker at vidne imod dem bliver adviseret af tre bekendtgørelser. Den som findes skyldig i uretmæssigt at have taget eller modtaget noget, skal give det tilbage.
Straffene er alvorlige, men ikke grusomme, og de udstrækkes aldrig til også at ramme den skyldiges familiemedlemmer. Her bør man bemærke lovgivernes viden og mådehold. Den skyldige i alvorlige forbrydelser dømmes stil døden, men uden at der begås grusomheder med den dømtes legeme, som det desværre var skik andre steder. I Rom hang de dømtes hoveder tit fra Ponte Sant’Angelo. I Segni – der ligeledes har en ærværdig historie – blev forrædere trukket bort fra torturstedet bundet til halen af en hest, deres ejendom blev ødelagt og deres børn mærket i panden og sendt i eksil.
Bøder var uden begrænsninger. Borgere ældre end syv år skulle betale for enhver lovovertrædelse.
De coranske Statutter genspejler skik og brug i samtiden. Kvinderne har ingen rettigheder. De må ikke engang betræde Rådhuset og deres tilstedeværelser i givet fald ægtemandens skyld og betegnes som en plet på hans ære. I aftaler sidestilles de med unge under 25 år og skal have forældresaccept. De kan blive ”moderat afstraffet, revset og pryglet med stok af ægtemanden” uden at denne kan straffes.
1. bog: Borgerlige rettigheder
I 77 kapitler vedrørende kommunens forskellige afdelinger. I den trykte udgave er mange afsnit ændrede ifølge den pagt, der blev aftalt mellem byen Cori og det romerske folk i 1512.
2. bog: Civilret
Om hvorledes dommeren, advokaterne og prokuristerne i de civile sager skal opføre sig.
3. bog: Strafferet
Dødsstraf idømmes kun i fem tilfælde:
Forræderi mod kommune eller mod hæren.
Mord.
Bedrageri for mere end 1000 scudi eller for mere end 50 scasso kombineret med indbrud.
Fornærmelse mod borgmesteren.
Tyveri af Statutterne.
Udover dødsstraf kunne man som alvorlig straf blive dømt til galejerne, tilpiskning, til træhesten og til forvisning fra Coris territorium.
Bøderne er talrige og meget alvorlige. De strækker sig fra konfiskation af ejendom i det første og andet tilfælde af dødsstraf til betaling af et pund for en hund, der går gennem en vinmark uden mundkurv. Andre eksempler: Den, der besudler Guds og den Hellige Jomfrus navn betaler første gang 10 scudi, anden gang 20 scudi, tredje gang dømmes han til galejerne i fem år. Besudling af helgenernes navne er mindre alvorligt: tre scudi, så seks og endelig piskning.
Den der samler en sten op for at skade en anden skal betale tre pund, kastes den, betales ti, hvis den rammer, betales – ud over erstatning for skaden – 20 pund. Bøden for at kaste en sten fra kommunens vinduer er 200 pund, kastes den derimod mod kommunen under optøjer er summen meget større, 100scudi.
4. bog: Skader
I denne bog fastsættes straffe og bøder for skader på marker, høst og træer, private såvel som kommunens. Loven fastsætter straffen for overtrædelsen, medens dommeren fastsætter erstatning til ejermanden. En oliventyv ældre end 7 år, som har plukket af træet eller banket frugter ned med en stok i et omfang, så ejeren lægger mærke til det, idømmes en bøde på 10 pund. Anden gang idømmes han træhesten og tredje gang piskning.
5. bog: ekstraordinære sager
Indeholder forholdsregler om de mest forskelligartede ting:
Om den, der dræber en ulv.
Om den, der samler frugt, pæle, træ, tuf til mørtel eller bisværme på en anden mands jord.
At ingen ødelægger vandposter, vasker eller gør ophold med dyr ved vandposter.
Om slagtere, fiskehandlere, vægt og mål.
At ingen jøder færdes på gaden langfredag.
Om kristne kvinder som ammer jødiske børn.
Statutten fra 1732 indeholder, udover lovene, breve fra Pavedømmet samt aftaler med det romerske folk. Det er dokumenter, der er meget vigtige for Coris historie.
Frederik Barbarossa
Det kommunale selvstyre, der hastigt blev indført i alle egne af Italien, tog magt og autoritet fra kejserdømmet. Kejser Frederik Barbarossa tog flere gange til Italien for at ødelægge dette nye system og genoprette de kejserligerettigheder (udnævnelse af embedsmænd, møntudstedelse, afgifter på vand og handel) på den italienske halvø. Under de langvarige kampe blev mange byer ødelagt og pave Alexander III, heftig forkæmper for det kommunale selvstyre, måtte flygte fra Rom. Men i slaget ved Legnano i 1176 genoprettedes den kommunale frihed og kejseren led endelig nederlag og måtte flygte.
Under Frederik Barbarossas fjerde togt til Italien, hvor også Rom overgav sig til kejseren, ville han straffe de byer, der havde støttet paven. Han besatte Tusculo og Ninfa, hvor han ødelagde det berømte Valvisciolo-kloster, og han plyndrede Cori.
Ifølge en legende skulle kejseren have stået foran Porta Ninfina, som han krævede åbnet. Da skildvagten hørte hans stemme, smækkede han porten op på vid gab og flygtede skrækslagen. Det var i året 1167. Denne episode inspirerede senere Victor Hugo til nogle sarkastiske vers.
Tyskere og Franskmænd
De kampe som Frederik Barbarossa igangsatte, fortsatte under hans efterfølgere Henrik og Frederik II. De politiske partier Guelferne og Ghibellinerne – hhv. pavetro og kejsertro – og kejsernes krige mod de italienske kommuner fyldte Italien med had og ødelæggelse. De tårne, der pryder mange italienske byer i dag, og som skattes som kostbare klenodier, minder om en tid, der var alt andet end fredfyldt og lykkelig.
Efter de ambitiøse tyske felttog i Italien fulgte den franske overmagt. Den franskfødte pave Clemens V flyttede i 1305 pavestolen til Avignon og efterlod Kirkestaten i anarki i næsten 70 år. Godsejere og eventyrere udnyttede magttomrummet til at udvide allerede eksisterende besiddelser eller til at skabe sig nye, og nogle byer løsnede lænkerne som pavens undersåtter og styrede sig selv med egnelove.
Rom, der engang var pavesæde og imperiehovedstad, oplevede en af de værste perioder i sin historie og var reduceret til en by med 17000 indbyggere. Byen påberåber sig pavedømmets tilstedeværelse, og den modtager den ekskommunikerede kejser, den hylder tribunen Cola di Rienzo og myrder ham dernæst på trapperne til Capitol, den falder i hænderne på den ene eventyrer efter den anden i sin frugtesløse søgen efter fordums storhed.
Det ser ud til at Cori ikke tog notits af alle disse nære og fjerne kampe. Coranerne arbejdede og handlede godt beskyttede af deres befæstninger, og i de aldrig manglende konkurrencer om magten løste de alle problemer – om end ikke altid fredeligt – indenfor bymurene. De havde faktisk en lang periode med fred i denne ellers så turbulente epoke. Kun i de sidste år i det 14. århundrede blev de ramt af ulykkelige og alvorlige begivenheder i de nærliggende byer.
Hellighed og Poesi
Tre store bysbørn kastede glans over Cori i det 14. århundrede. Digteren Virginio Laurienti, den hellige og berømte prædikant Laurenti og den store missionær Giovanni Milita, ærkebiskop af hele Orienten. De lyttede ikke til krigslarmen, men til Guds mystiske stemme og til digtningens dolce stil novo. I dag er de næsten glemte, men på den tid rakte deres berømmelse langt ud over fødebyen. Deres værker er gået tabt, eller måske ligger de støvede og glemte og venter på den, der skal bringe demfrem i lyset igen og genoplive mindet om deres uheldige forfattere.
Colle dimezzo og Albano
Hen mod slutningen af det 14. århundrede blev freden forstyrret af våbengny. Den alvorligste var ødelæggelsen af Colledimezzo, en landsby i Lepinerbjergene mellem Montellanico og Carpineto. Laurienti skriver,at »disse bjergboere var så uforskammede, at de konstant irriterede coranerne med deres ondsindethed og overgreb. Da de ikke kunne udholde disse uretfærdigheder, ødelagde coranerne fæstningen og dræbte mange afbeboerne«. For en så alvorlig forbrydelse blev de ekskommunikerede og måtte sende ambassadører til Avignon. Det var i året 1372. Gregor XI løste dem fra bandet med en bulle fra den 25. juni 1376 for med en mild handling at bidrage til den fredelige udvikling i provinserne Marittima og Campanien.
Den pavelige bulle bragte glæden over tilgivelsen, men den bragte ikke nogen omvendelse. Knap et år senere satte folk fra Cori og Velletri ild på Albano for at hævnedrabet på nogle bysbørn, hvorved de forårsagede stor skade på SanPaolo klosteret. Paven ekskommunikerede dem endnu engang, og de måtte betale en betydelig sum til abbeden i klosteret.
Laurienti omtaler endnu en af disse begivenheder uden at sætte årstal på. Tiberia var en lille bebyggelse på den pontinske slette, som tilhørte familien Onorati og populært blev kaldet il Castellone. Den blev ødelagt af coranerne pågrund afgrænsestridigheder. Denne fæstning havde været pave Paschalis II’s foretrukne residens i begyndelsen af 1100-tallet.
Derimod blev en alvorlig uoverensstemmelse mellem Cori og Sezze løst med fredelige midler i 1335. Andrea di Paolo fra Sezze havde myrdet Giacomofra Cori.Delegaterne fra de to byer lovede at løse alle stridigheder,og de besluttede endda at slutte sig sammen mod enhver trussel udefra.
Mod slutningen af 1381 stod greven af Fondi, Onorato Gaetani, i spidsen for en stor tyrke af gascognere for at erobre Velletri. Han ville dermed støtte mod paven Clemens VII i kampen mod Urban VI. Cori sendte 200 bueskytter til at hjælpe Velletri, og lejetropperne blev knust.
1300-tallet sluttede med det store Skisma, som gav ophav til nye sorger, især i Kirkestaten.
Streng besættelse
Cori blev indtaget og plyndret af neapolitanske tropper den 21. april 1408 da Kong Ladislao di Durazzo besatte Rom og dele af Lazio. På grund af byens strategiske placering beordrede Kong Ladislao den befæstet sammen med Tivoli og Velletri. »Af denne besættelse ser man betydelige spor i form af forhastet og grov bygning og ombygning af nogle af støttetårnene til de uelegante hængebuer, i de ghibellinske brystværnsamt i de uæstetiske arkitraver, der netop kaldes ‘durazzeschi’, over dørene i visse huse.«
Neapolitanerne blev smidt ud af Cori med magt iflg. de coranske historikere. Det er mere sandsynligt, at de blev tvunget til det af krigen mod Ludvig d’Anjou som sejrrigt marcherede mod Rom; 14.december 1409.
Under denne besættelse skete der ubehagelige ting i Cori mod romerske borgere og deres ejendom. De romerske konservatorer fritog med et dokument dateret den 5. februar 1410 coranerne for ansvar for overgrebene, idet de erindrede om den gamle troskab og berømte hengivenhed, som indtil da var blevet udvist så strålende. Dette dokument er citeret i de coranske Statutter.
Og igen, igen til ære for Google: Hus til leje i Cori. Hus med udsigt endda. Og tagterrasse.