Litterær og diplomatisk aktivitet

Litteraturdyrkelse. De frygtløses Akademi. Diplomati. Pius VI. Tommaso Placidis saligkåring. Fransk herredømme. Forholdet til Rom

 

 

Litteraturdyrkelse

I 1600- og 1700-tallet var der en sand opblomstring af forfattere, som fornøjede byen med deres skrifter. Blandt digterne huskes Cesare Mattei, der blev kaldt den coresiske poet, Melchiore Bosso, Giovanni Battista Petrillo, den berømte Marinos ven [Giovanni Ambrogio Marini, it. forfatter. 1594-1650. PH.], Gabriele Castal­di, hvis drama om Santa Oliva blev opført i mange år på pladsen foran helligdommen29 og især Sante Laurienti [digter og historiker, 1597-1656, PH.]. Kun lidt af den omfattende litteratur er bevaret til trods for, at mange af værkerne blev trykt. Gregorio Landi Vittori var et stort navn i sin tid, han skrev filosofi på vers på latin, og blev hyldet som en ny Virgil. Om den kvindelige digter Beatrice Colangeli skriver Laurienti : »etrusca poesi delectata est et nonnulla composuit opuscula.« [Etruskisk poesi er en nydelse og (hun) skrev nogle sådanne. PH.]

Blandt prosaforfatterne bør man huske på Ulisse Ciuffi, der skrev »Genealogia delle famiglie corane« samt Gregorio Milita, Sante Laurienti og Antonio Ricchi, som har skrevet mange af de kilder, som vi idag har til Coris historie. Laurienti benyttede sig af de to førstnævnte til sin »Historia Corana«, ligesom senere histori­kere har benyttet sig af hans uvurderlige manuskript.

 

De Frygtløses Akademi

Accademia degli intrepidi – De frygtløses Akademi – blev oprettet i 1778. Dets segl er et laurbærtræ med inskriptionen »Ne quidem fulmina terrent« : End ikke lynet frygter de. Dets storhedstid varede henved 100 år. Coris adelige deltog i de akademiske møder, hvor enhver kunne lufte sit talent og underholde sig med de mere eller mindre fordækte og bidende satiriske vers. Blandt æresakademikerne var Cesare Cantù, der skrev et værk som hyldest til akademiets medlemmer.

I S. Maria-kirkens arkiv findes stemplet og andre minder om Akademiet, heriblandt Cantùs skrift.30

 

Diplomati

Eftersom Cori ligger tæt på Rom, var det let for mange coresiske præster at få en stilling i et af de mange kon­torer i den pavelige curie i Rom. De holdt Coris fane højt, og de skaffede byen mange goder. Først og fremmest var der den store Massari, en ven af Sixtus IV [pave 1471-1484, PH.], der tjente ham på vigtige missioner og som var pavelig udsending i Tyskland. Han ville være blevet kardinal, hvis blot Sixtus havde levet længere, men i stedet blev hans strålende karriere bremset af falske anklager under den følgende pave.

De tre medlemmer af Veralli-slægten Girolamo, Paolo Emilio og Fabrizio sad i mange år i de højeste embe­der inden for Pavestatens forsamlinger.

Pietrantonio Maggi var sekretær for Paul IV [pave 1555-1559, PH.]. Han opnåede at få byen fritaget for at skulle betale en høj skat, som den skyldte Kirken.

Giovanni Amati tjente kardinal kardinal Medici, der som pave Pius IV [1559-1565, PH.] gjorde ham til kan­nik i Lateranet og senere biskop af Minori.

Manlio Giannuzzi var værdsat af Gregor XIII [1572-1585, PH.], hvilket fremgik ved flere lejligheder. Blandt andet udnævnte paven blev hans ene søn Giovan Battista til sin særlige skatmester og hans anden søn Pietro til biskop af Alatri.

Nicola Manatri stod højt i Gregor XIV’s [1590-1591, PH.] agtelse, og han døde dagen inden han skulle ud-næv­nes til kardinal.

Angelo Picchioni var Gregor XVI’s [1831-1846, PH.] stedfortræder i det pavelige korrespondence-sekreta­ri­at. Til disse navne kan tilføjes Luigi Landi Vittori, biskop af Assisi, der har den fortjeneste at have genfundet S. Chiaras lig, monsignore Alessandro Chiari, P. Luigi Pasquali samt andre fremragende gejstlige, der har gjort Cori ære med deres intelligens og retskaffenhed (31).

 

Pius VI

Giovanni Angelo Braschi [1717-1799, pave fra 1775, PH.] var velkendt i Cori før han blev pave under nav­net Pius VI. Som ung havde han været kannik ved S. Pietro, og han tog ofte til vores by som gæst hos fami­lien Ceva, som havde et storslået palads på Monte Pio og en villa i Colle.32

Da han blev udnævnt til kardinal og abbed af Subiaco besøgte han Civitella-klostret, hvor han blev grebet af beundring for det genemført franciskanske liv, man førte der. Og han lærte mere om dette klosters grund­lægger, Tommaso fra Cori, som på det tidspunkt var ved at blive kanoniseret. Kort efter sit valg til pave sørgede Pius VI for, at denne proces hurtigt blev ført til ende. Således havde han i 1778 den tilfredshed at udgive et dekret, der fastsatte, at Tommasos dyder var heroiske og i 1786 saligkårede han ham. I Rom deltog han personligt i den højtidelige gudstjeneste i S. Maria in Aracoeli, og tre år senere rejste han igen til Civitella for at bede ved hans grav.33

Den store pave bør huskes, ikke kun for disse religiøse bånd til Cori, men også for det arbejde han gjorde for at tørlægge De pontinske Sumpe, som man også her kunne mærke de triste effekter af, for den støtte han gav til oliven-avlen samt for at have genåbnet de brud, hvorfra man fik den marmor, der udsmykkede Vati­kanets sakristi. Også Leo XII benyttede sig af denne marmor til at forskønne baptisteriet i S. Maria Maggio­re (34). For at vise sin taknemmelighed skrev Coris Podestà til paven: »Deres Hellighed har forøget vores glæde ud over enhver beskrivelse, og vi ville være de mest utaknemlige af alle mennesker, hvis vi ikke med alle vore kræfter udtalte en offentlig og uforglemmelig påskønnelse til Deres Hellighed…«

Og paven svarede: »De andre byer er blot stolte af deres monumenter for menneskelig hæder, der som oftest minder os om krige og blodsudgydelse. I kan derimod være stolte af en mand, som Den hellige Stol fremhæver som heroisk med hensyn til enhver dyd i verden…«(35).

 

Tommaso Placidi’s Saligkåring

Da den salige Tommaso blev kanoniseret var der endnu nogle af de ældste coresere, der huskede ham, og flere af dem aflagde vidnesbyrd om ham. Blandt dem var Ortenzio Marchetti, der som barn var blevet hel­bredt for en farlig øjensygdom. Også blandt de yngre var han en kendt skikkelse, af deres mødre havde de hørt beretninger om hans mirakler. Det var familieminder, der berettede om mirakler. Saligkåringsprocessen varede mere end et halvt århundrede, men mindet om ham var hele tiden levende, og håbet om at se ham saligkåret blev stærkere og stærkere.

Da Coris kirkeklokker den 3. september 1786 ringede for at annoncere, at paven havde udtalt sig om Tom­ma­so’s hellighed og at Kirken havde erklæret ham for salig, blev Coris borgere grebet af en overvældende glæde. De ivrigste var i Rom den morgen for at være blandt de allerførste, der bad til den nye salige og for at takke paven for hans mange tjenester. Disse heldige hørte to kære navne runge under Peterskirkens hvæl­vinger: Tommaso og Cori.

Det er ikke let at beskrive de fester, som Cori fejrede sin saligkårede med. Der var pomp og pragt med mu­sik og fyrværkeri, husene var illuminerede som det aldrig var set før. Under stor entusiasme blev det foreslå­et at flytte liget tilbage til Cori for at stede det til hvile i en kirke, som folket ville opføre nær hans fødehjem. Men forslaget blev dog ikke anset for gennemførligt. Hverken paven eller befolkningen i Subiaco ville have tilladt det, så det blev anset for lettere gennemførligt at skaffe nogle relikvier. Og paven gav da også gerne sin tilladelse. På den tid tog man det ikke så nøje med udgifter, og for at kunne opbevare reli­kvi­erne på deko­rativ vis, blev der i Rom bestilt et rigt udsmykket relikvie-gemme til 200 scudi. Her blev indlagt skulder­bladet, to fingre, nogle ampuller med dele af hjertet, fire ribben, dele af brystet og pulver fra hjernen lagt ind. Alt var parat til den højtidelige overførsel, da der skete noget typisk coresisk.

Marco Stampiglia [formodentlig den ansvarlige for ceremonien i Subiaco, PH.], der var interesseret i arbej­det, ønskede som kompensation en af byens tre nøgler. Byrådsmedlemmerne afslog dette privilegium og truede med at gå rettens vej, hvis ikke relikvie-gemmet omgående blev udleveret.36 Stampiglia protesterede først, men gav siden efter, og tidspunktet for transporten samt måden, den skulle udføres på, blev fastsat.

»Om morgenen den 20. september 1788,« skriver monsignore Boncompagni, »gik tolv unge coresere fra Rom med relikvierne på deres skuldre. De oplevede selv et under fra den saligkårede, for da de tog den hellige byrde på skuldrene, syntes den dem yderst hård og umulig at bære hjem til byen på grund af den store vægt. Men så snart de kom ud af porten til Laterankirken, blev den så let, at der ikke var behov for at fire andre mænd skulle hjælpe til. De kostelige relikvier blev tilbedt på deres vej gennem Castelli Romani til Cori, men den største hyldest fik de i Cori. Det var en sand triumf; hele byen ventede. Blandt de første til at indfinde sig og tage imod dem var byrådsmedlemmerne og blandt disse den aldrende viceguvernør Ortenzio Marchetti, der var dybt rørt37. Efter beslutning af kardinal Francesco Albani skulle relikvierne opbevares i S. Maria kirken »usque dum Episcopus aliter providere decrevit« (38).

I 1787 var Placidi-familiens hus blevet opkøbt for at bevare det for eftertiden og i 1792 velsignede biskop­pen af Velletri, monsignor Buffa, højtideligt det område, hvor det var meningen at den kirke, som byen ville rejse til den salige Tommaso, skulle opføres. Men tiderne skiftede og Napoleon kom med sine hære og erobrede Italien. Dog stod der i det velsignede område i 40 år et krucifiks til minde om begivenheden og som symbol for håbet om bedre tider.

 

Fransk herredømme

De franske hære, der gik ned gennem Italien under Napoleons felttog, medbragte de principper om frihed, love og lighed, der drev deres unge republik. Soldaternes ankomst blev mange steder fejret med store fester og overalt blev der plantet træer for friheden.

Først da italienerne så, at deres kunstskatte blev stjålet og ført til Frankrig, deres mad blev spist, deres solda­ter dræbt og Pius VI og Pius VII taget til fange, forstod de, at franskmændene var røvere og ikke befriere. I Rom spurgte Marforio Pasquino [navnene på de to berømte »talende« statuer, der satirisk kommenterede li­vets gang i byen, PH.]: »Er det rigtigt, at alle gallere er tyveknægte?« »Nej ikke alle,« svarede Pasquino, »men Bonaparte er.«(39)

Eftersom italienernes nationale stolthed og tro blev såret, prøvede de at undgå overgreb ved at gemme både ting og mennesker af vejen. Herved blev et andet onde, bandit-uvæsenet, fremmet i stedet, og befolkningen måtte se det, som det var lykkedes dem at redde fra franskmændene, stjålet af røvere.

Den 17. marts 1809 erklærede Napoleon Kirkestaten for nedlagt og forenet med det franske kejserrige. I hele det gamle territorium blev navne og administration skiftet ud. Cori blev en del af Tevere-regionen, sammen med Velletri-provinsen, og med Cori-kantonen indeholdende også kommunerne Roccamassima og Giuliano [som Giulianello hed dengang. De foregående administrative benævnelser fra napoleonstiden er forsøgt oversat til dansk efter bedste evne. PH.]. Il Podestà blev udskiftet med en Maire, der samarbejdede med et byråd. Det ser ud til, at disse rådsmedlemmer ikke følte sig særlig beærede over denne tillid, der blev vist dem af de fremmede, for de nægtede i et helt år at holde møder. Og eftersom Coris »Libro dei Consigli« ikke opviser noget spor efter den nye administration, tyder dette på at den forblev lukket under hele det forhadte herredømme. Den blev først åbnet, da det hele var endt, hvilket skete i 181440.

Da de franske kommisærer ankom til Cori, var Santuario del Soccorso et af de steder, de først besøgte i by­en. Her skete der som så mange andre steder det, at de efter at have ranet, hvad de ville i kapellet, til sidst kravlede op på alteret for at tage Madonna-statuens kostbare guldkroner. Så skete der imidlertid noget, som fortælleren [dvs. Pistilli, PH.] ikke tøver med at betegne som et mirakel. Da de allerede stod med fremstrakte hænder for at fjerne skatten, blev de som lammede og ude af stand til at røre sig. Vi ved ikke, hvordan denne paniske scene endte, men ét er sikkert: De kostbare kroner forblev på deres plads.

Tidernes støv har dækket andre ubehagelige begivenheder, og vi lader dem gerne ligge i fred.

 

Forholdet til Rom

I middelalderen hørte Cori sammen Velletri, Frascati, Albano, Tivoli og andre småbyer i Lazio ind under jurisdiktionen SPQR – Senatus populusque romanus, Det romerske Senat og folk (41).

Det er ikke let at fastslå, hvilke rettigheder Senatet havde i de enkelte byer, og historikerne beretter om føderationer, ærespagter, arvegodser og endda om feudalitet. Igennem århundrederne var den ene eller den anden ting mere eller mindre fremherskende. Først var der tale om en føderation, til sidst blev byerne be­tragtet som arvegodser. I alle tilfælde var de juridiske rettigheder ikke af stor betydning, generelt var de reduceret til opkrævning af nogle skatter og donationer samt til byernes udsendelse af tre mænd – i nyt tøj og med stendarter – til Testaccio-legene (42). Det vigtigste var valget eller godkendelsen af il Podestà efter de enkelte kommuners statutter. Denne situation havde absolut nogle negative sider, men den reddede byerne under SPQR fra at lide under en eller anden herremands tørst efter magt og besiddelser. Norma, Sermoneta og Artena passerede fra den ene fyrste til den anden, og deres velbefindende afhang af fyrsten storsindethed. Cori havde derimod hele tiden sin frihed, omend diskret overvåget af det romerske Senat.

I 1410 blev en meget vigtig pagt mellem Rom og Cori underskrevet. Cori fik igen retten til at benytte sit “Gonfalone” (kommunesymbol) og mottoet SPQR (mens byen tidligere som uafhængig republik havde haft mottoet SPQC) (43). I denne anledning donerede byen den smukke Minervastatue, der derefter blev opstillet på trappen til Capitol som symbol på Den Evige Stad.

Disse pagter med det romerske folk blev fornyet i 1512. Blandt andet blev det her statutmæssigt fastslået, at il Podestà skulle være en romersk adelsmand (44). Til gengæld blev en række coresiske familier indskrevet i det romerske senats patricier-fortegnelse: Buzi, Corradini, Montagna, Verralli45 – familier, der alle fik stor succes. Det fik andre coresiske familier til også at vende deres interesse mod Rom, hvor man kunne opnå høje em­beder og indbringende goder. Derved ændrede den store ære fra det romerske Senat sig med tiden til at blive et problem for byerne i Lazio, hvis fremmeste borgere af pengeårsager og af dygtighed flyttede deres aktivi­te­­ter og rigdom til Rom. De blev romere og glemte deres hjembyer.

Forholdet til Rom var ikke altid fredeligt, for Senatet benyttede enhver lejlighed til at forsøge at ændre allian­cen til et herredømme, mens byerne forsvarede deres kommunale rettigheder. Det kan ikke undre nogen, når man tager i betragtning, at Senatet på et vist tidspunkt krævede afgifter, ikke bare fra byerne, men også fra paven, så denne skulle betragte sig selv som værende i permanent eksil, indtil han havde betalt tribut for sit ophold i Rom (46).

I begyndelsen af 1700-tallet genopstod et gammelt stridspunkt mellem Cori og Rom angående udnævnelsen af dommeren. Cori nød det privilegium at kunne vælge dommeren uden krav om godkendelse eller skatter fra provinsmyndighederne. Det blev givet i 1392 af Bonifacius IX, fornyet af Martin V og Nicolaj V og en­delig gjort eviggyldigt af Sixtus IV [pave 1471-1486, PH.] 47. Tre århundreder senere afskaffede Senatet den­ne ret. Cori kommune holdt dog på sin ret, og fortsatte trods presset fra Rom med at foretage de frie valg, man altid havde gjort. Men Rom vandt til sidst, da Benedikt XIV i 1750 anerkendte Coris status som et len underlagt det romerske Senat (48).

Ved saligkåringen af Tommaso Placidi udfærdigede Senatet et højtideligt dokument som bevis for sit ven­skab med Cori. Konservatorerne deltog i ceremonien i Peterskirken, idet de ankom i et gallatog »for at give en prøve på deres fromhed, nidkærhed og hengivenhed overfor den saligkårede fra den by, der nyder særlig beskyttelse fra det romerske folk.«(49)

Et maleri af den salige Tommaso blev sat ind i Konservator-kapellet på Capitol og man lod en klokke støbe med inskriptionen »Divo Francisco ac Beato Thomae a Cora olim clienti nunc Patrono S.P.Q.R. dicavit« [Til den guddommelige Frans og den salige Tommaso fra Cori, engang undersåtter, dedicerede S.P.Q.R. nu (denne klokke). PH.]. Men selv støbt i malm ville senatet minde om sine store privilegier: olim client – engang undersåtter.

Denne alliance mellem Rom og Cori varede indtil 1832, da der blev indført en mere tidssvarende ordning i Kirkestaten. Først i 1847 ophørte det romerske Senat helt med at have nogen autoritet over Cori.

 

Og husk det nu: Hus til leje. Feriehus til leje i Cori. Feriehus i Italien. Med udsigt og altan (er du SÅ tilfreds Google?)