Cori er kultur, atmosfære og upoleret skønhed

Glem alt om smartness og det moderne livs hektik. I Cori (10.000 indb.) udfolder der sig et livligt og mangfoldigt dagligliv, men her er ingen Louis Vuitton – eller Pradabutikker, og tempoet ville drive enhver rationaliseringsexpert til vanvid! Til gengæld er her masser af oprigtig gæstfrihed, passion og højlydt engagement.

 

Med 7 slagtere, 12 restauranter, 6 isbarer, 4 aviser, teaterforeninger og kor er Cori på ingen måde en uddøende museumsby, selv om den kan bryste sig af 2 antikke templer og en stamtavle, der går længere tilbage end Roms.

 

Byen har sin særlige charme i denne pudsige sammenblanding af tider og rytmer – og selv om den ligner en typisk by i Toscana med stejle og smalle brostensbelagte gader, småtorve og pladser, er den langt mindre friseret og poleret. Her må du også kikke forgæves efter både souvenir-butikker og turistbusser.

Jeg har opdaget, at coreserne – også de unge og veluddannede, der har studeret i London, Amsterdam, Stockholm, Paris eller København – har stærke bånd til deres by og dens historie. Ph.D. eller ej – de unge beholder et stærkt emotionelt bånd til deres by og de fleste vil hjem og gøre noget godt for deres by på rørende vis drevet at en blanding af taknemmelighed, stolthed og pligtfølelse.

På Facebook siden CÒRI MÉ BBÉGLIO – opkaldt efter et digt af samme navn – kan man følge den daglige small talk og dialog om Cori. Her mødes borgmesteren med de unge og de midaldrende og udveksler erfaringer og informationer om byen, dens historie, dens borgere og borgernes forfædre og hverdagsliv.

Traditioner og begivenheder i Cori

En scene, du typisk møder på Piazza Signina.

Klaverkoncert i San Oliva kirken.

Fra Il carosello – den store ritualiserede sommerfest, hvor byens kvarterer kæmper mod hinanden iført teatralske historiske dragter.

Der foregår masser af spektakulære begivenheder i Cori.

 

Der er de spontane og ufrivillige Fellini-agtige hverdagsdramaer, som ikke kan læses i noget program, men som dagligt kan opleves i bybilledet. Episoderne har bestemt deres charme – især hvis hvis man ikke er afhængig af deres særlige logik eller mangel på samme.

 

Så er der de mere eller mindre officielle begivenheder: Politiske taler på Piazza Signina, cabaret eller digtoplæsning i Il Teatro Comunale, korsang i Santa Maria kirken eller barokmusik i Santa Oliva Kirken. Den slags begivenheder annonceres ofte fra en skrattende megafon ombord på en fiat, hvis storhedstid ligger i fortiden.

 

Du vil også se plakater klæbet op på mure og gesimser rundt omkring i byen.

 

Endelig er der de 2 store og ritualiserede årlige fester, der har byens skytshelgen, Santa Oliva som udgangspunkt. Det kan du læse mere om under punktet Coris historie, kapitel 9.

 

 

En norsk Cori-fan, Jan Dybdahl, har brugt starten af sit otium på at skrive og tegne en fin lille guide med opfordring til “Spadsereture i det antikke Cori” Historisk spadseretur i Cori. Cori-vista-com_DK

Restauranterne i Cori

Zambi ligger ved Piazza Signina .. et godt spisested.

Jo Botto har forrygende vildsvin og andet kød.. men niveauet svinger meget.

Jeg løftede lige hovedet fra min spaghetti vongole fra Fontanella del Prato.

Cori har omkring 12 restauranter, der næsten udelukkende frekventeres af lokalbefolkningen. Alle har et solidt køkken med gode og friske råvarer – enkelt og uden de store raffinementer. De fleste har lukket en fast dag hver uge, men en forskellig dag, så der altid er meget åbent.

 

Zampi på Piazza Signina (lidt nede ad vejen der går mod højre fra baren på hjørnet, den med en kop på facaden ) er et godt sted at slå sig ned, den dag eller aften, man ankommer. Deres antipasto della campagna er rigelig, deres lam a la cacciatore (sauce med eddike og rosmarin) og på grill er som regel super, og så har de  Marco Carpineteos økologiske vin som husets. Her er mandag lukkedag.

 

På Pizzaria  og restaurante Vesuvio på Via Ninfina 17 (tlf. 0039 06 19677481) nær Piazza Romana i bunden af byen får man en fin og omfangsrig fiskeantipasti (antipati “good”) – og fisk i det hele taget – og her er billigt. Ejerne har boet i Napoli (Il signore kommer fra Matera og hans hustru fra Bologna)  og her fået en guldmedalje for deres pizzaer. Læg lige mærke til, hvilken du bestiller – jeg fik ved en fejl en med mayonnaise. Deres søn har, opfordret af den netop afdøde danske bassist Erik Moseholm, der også havde hus i Cori, lært at spille klaver og er i dag komponist … og altså også pizzabager hos forældrene. I sommerhalvåret har Vesuvio en stor udendørs afdeling med flot udsigt. Vesuvio flyttede for 2 år siden lidt op af gaden og ind i rum, der i antikken blev anvendt som magasiner – altså til opbevaring, af korn, olie og den slags. Vær obs på, at de ikke tager imod kreditkort. Som noget nyt er de begyndt at bage og sælge brød om formiddagen – det er godt! Og de sælger også en super bøffelmozzarella.

 

I bunden af byen på vej mod Cisterna, har vin-cooperativet Cintennato lige åbnet en ny og god restaurant i forbindelse med sin Agriturismo. Der er smuk udsigt dels til Cori by, dels over vinmarker, fra det smukke rum. Vær obs på, at restauranten ikke ligger samme sted som cantinaen. Deres koncept er, at der følger et udvalgt glas vin til hver ret. https://cincinnato.it/home/

 

På Cooperativet Pietra Pintra få km uden for murene mod Doganello får man ikke bare den skønneste olivenolie – her er også dejligt at sidde og spise med udsigt til Cori by light.
Jeg har ikke spist der for nylig og er derfor ikke opdateret.

 

Cettecamine (”De syv skorstene”) i bjergene på vej mod Norma (5-7 min.) er efter sigende blevet god efter en lidt dårlig periode. Her er en fantastisk flot udsigt og en dejlig legeplads til børnene. Om aftenen er der fin udsigt til Cori by light.

 

Det samme gælder på Fontanella del Prato, der også ligger oppe i bjergene… ca. én km længere ude end Cettecamina. Her sidder man nærmest ude i landskabet og spiser – og solnedgangen herfra er ubeskrivelig.

 

Hos Checco der ligger i Via delle Repubblica spiste vi meget en gang, men så blev det dårligt, oplevede jeg. Fra gæster har jeg lige hørt, at den er blevet ok igen.

 

Hos Jo Botto (i smøgen ved apoteket på Signinapladsen) – byens hotel, der dog sjældent har liggende gæster – er det særligt spændende at spise, for der er indbygget uforudsigelighed. Jeg og mine gæster har indtaget helt forrygende måltider til næsten ingen penge på gode dage (personligt glemmer jeg aldrig de vildsvine-”frikadeller” der engang blev serveret til deres antipasto alla casa), mens det andre dage er la-la. Det man med sikkerhed kan vide er, at padronen altid sidder og ser TV, gerne sammen med hustruen og kokken og sønnen, der er tjener, og som “forstyrres” i sin underholdning, når der kommer gæster. Afskrækkende? Nej, prøv det for oplevelsens skyld – det er altid billigt, rigeligt og sandsynligvis også godt. Måske er der ild i pejsen, måske er der vildt på spisekortet og måske er det en af de supergode dage.

 

Se også tips i Gæstebogen, der ligger i huset.