Caserta – Italiens Versailles

Fin Dagstur – 2 Timers Køretur Fra Cori

Byen Caserta med 75.000 indbyggere ligger lidt nord for Napoli og er provinshovedstad i regionen Campania. Caserta var før Italiens samling en betydelig by i det daværende kongeriget Napoli. Kong Carlo III besluttede i 1752 at opføre et stort kongeslot i Caserta med det franske slot Versailles som forbillede.

Italiens Versailles

Slottet kaldes også Reggia di Caserta. Det blev tegnet af arkitekten Vanvitelli og byggeriet blev først afsluttet i 1847. Slottet er af imponerende dimensioner. Det har 1200 værelser og 1790 vinduer, og det dækker et areal på 247 meter gange 184 meter og er 38 meter højt. En marmortrappe med 116 trin fører op til de kongelige gemakker. Til slottet hører også en meget stor park, der dækker et areal på 120 ha.

Kongeslottet i Caserta blev sammen med Vanvitellis Akvædukt og San Leucio-komplekset optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1997.

Arkitekt, Ulrik Løssing skriver:

Reggia di Caserta – den italienske baroks svanesang – den barokke klassisme

Arkitekt Luigi Vanvitelli (1700-73)

Det Kongelige palads i Caserta (italiensk: Reggia di Caserta) er den tidligere kongelige residens i Caserta øst for Napoli. Slottet er bygget til Bourboner kongerne af Napoli. Det er det største palads opført i Europa i 1700-tallet.

Hvor underligt det end kan lyde i nutidens øre, er kongepaladset Reggia di Caserta eller som det også omtales Palazzo Reale i Caserta nord vest for Napoli, et funktionelt bygningsværk afpasset kongemagtens særlige behov. Det gælder både rent praktisk som sæde for den kongelige administration og rent symbolsk som udtryk for enevældens magt.

Omkring 1750 var den politiske situation i Napoli og i kongedømmet De to Sicilier præget af usikkerhed og uro. Kong Carlo III di Boubone (Carlo den VII af Napoli) fandt det derfor betimeligt at flytte magten bort fra epicenteret i Napoli. Han bad derfor i 1751 arkitekten Luigi Vanvitelli om at udarbejde en plan for et nyt regeringspalads med omgivende kvarterer og parker.

Luigi Vanvitelli var søn af venduta maleren Gaspar van Wittel fra Utrecht. Luigi begyndte selv sin karriere som maler på farens værksted, men vendte sig snart mod arkitekturen. Inden han kom til Napoli deltog han i flere konkurrencer b.la. om Laterankirkens facade og Trevi Fontænen, og i Rom fuldførte han Berninis Palazzo Chigi. Derudover havde han stået for en lang række praktiske, funktionsprægede bygninger for paven, ikke mindst det bemærkelsesværdige femkantede lazaret Ancona. Vanvitelli var vant til i sine tidligere projekter at arbejde ud fra klare direktiver eller programmer. I Caserta var han nød til selv at definere de funktionelle krav til et ”moderne” kongeligt slot – der på samme måde som Versailles skulle rumme hele den samlede statsforvaltning.

Vanvitelli udarbejdede et projekt til et slot af enorme dimensioner med et grundareal på 45.000 m2 og med 1200 værelser. Projektet blev aldrig realiseret i det planlagte omfang, men er fortsat imponerende i sin pragt og størrelse, omend det fremstår mindre afklaret i den arkitektoniske ide i forhold til det oprindelige projekt.

Og her kan du læse en fin introduktion ved kunsthistoriker og Rom-expert, Mogens Nykjær “Akser og afveje – Slottet i Caserta”

Profil

Huset ligger på de allerbedste m2 i Cori. I det historiske centrum af Cori Monte (den høje bydel) ligger huset lige i svinget, der hvor via della Republica glider over i via Veneto og landskabet åbner sig mod havet og Pontina sletten (Roms køkkenhave).

Kontaktoplysninger
Cori-rom Via della Repubblica 18 04010 Cori LT Italien
(+45) 20 23 70 65
madssoegaard@hotmail.com

 

Designet af Standoutmedia