Knap to timers kørsel fra Cori finder du i 900 meters højde den lille bjergby Civita D’Antino, hvorfra man har panoramaudsigt til de omkringliggende bjerge. Den første kendte dansker, der besøgte byen var Christian Zahrtmann som i 1882 havde fået tildelt det Anckerske Rejselegat.
Efter at have opholdt sig i blandt andet Rom, Firenze og Lucca fra Oktober 1882 til maj 1883 blev byernes varme for trykkende, og Zahrtmann søgte længere ind i landet i retning af Sora. Zahrtmann var ikke begejstret for Sora på grund af klima og den lave højde. En bekendt i Rom havde foreslået Zahrtmann at besøge byen Civita d’Antino, for der fandtes “den bedste vin, den bedste luft og det mest elskelige folkefærd”. Zahrtmann forelsker sig i byen og dens fantastiske omgivelser. Fra sommeren 1883 frem til julen opholder Zahrtmann sig i Civita d’Antino og beskriver begejstret om sine oplevelser og indtil 1911 opholder Zahrtmann sig hvert år i den lille by i Abruzzo, Civita D’Antino, og han fik jævnligt følgeskab af kolleger som P. S. Krøyer og Joakim Skovgaard. Derfor finder du på danske museer en lang række billeder med motiver fra byen og dens omegn. I 1890 havde Zahrtmann fx besøg ægteparret Krøyer, og fra dette besøg stammer P.S.Krøyers maleri “Ved frokostbordet i Civita d´Antino”. Fra 1911 sætter helbredet sine begrænsninger for yderligere rejser til Civita, men inden er det lykkedes Zahrtmann at blive æresborger og oprette en kunstnerskole i Civita d’Antino. Civita d’Antino gjorde i 1902 Zahrtmann til æresborger, og i 1930 opsatte bystyret en mindetavle for ham ved indgangen til byen. I byen har man opkaldt en lille plads efter kunstneren, Piazzale Zahrtmann.
Kilde: www.casa-italia.dk
Udstillingen Italiens lys fra 2016 (Skovgaardsmuseet og den Hirsprungske Samling) fortæller lidt af historien. Her kan du få en smagsprøve retrospektivt.
Om den danske kunstner Peter Tom-Petersens maleri Efter frokosten, der viser interiør fra Zahrtmanns interiør i Casa Cerroni skriver Johannes Larsen Museet følgende:
På baggrund af dette ophold skabte maleren værket ”Efter frokosten”. Maleriet viser som nævnt to kvinder i en spisestue, hvor et måltid netop er færdiggjort. Der et fint lys og et sydlandsk skær i billedet, hvor blå og hvide nuancer formår at skabe en kølig, men ikke kold stemning. De to personer, den lyse danske kvinde og den mørkere italienske, er hinandens kontrast og mødes i en venskabelig og varm hverdagssituation. Der findes i øvrigt et maleri af P.S. Krøyer, som viser samme bord, omgivet af Zahrtmann, Krøyer selv, Marie og Tom-Petersen
Den danske forfatter Johannes Jørgensen skrev i 1915 en bog om det voldsomme jordskælv, der i 1915 ødelagde store dele af Civita d’Antino. Også han har givet navn til en plads i byen.
Stig Holsting skriver i Kristelig dagblad i 2005 om Johannes Jørgensen og Civita d’Antino:
En af disse rejser gik til bjergbyen Civita d’Antino i Abruzzerne kun tre dage efter, at byen 15. januar 1915 var blevet ødelagt af et kraftigt jordskælv. Efter dette besøg udgav han sin lille bog, der på dansk bar byens navn som titel, men som i italiensk oversættelse fra 1931 fik den poetiske titel “Nella terra di sorella morte” (Besøg i søster døds have) tydeligvis inspireret af den hellige Frans’ “Sangen om vor Broder Sol”.
Ud over at være et gribende menneskeligt dokument over ufattelige menneskelige lidelser forvoldt af naturens uberegnelige kræfter, er bogen et fornemt journalistisk vidnesbyrd om en kunstnerisk følsom iagttager. Hermed placerer Johannes Jørgensen sig på niveau med sin landsmand, digteren H. C. Andersen, som også i Italien fandt dyb klangbund for sit digteriske geni. Bogen lod han illustrere med egne fotos fra rejsen.
Byen Civita d’Antino var i forvejen ikke ukendt i Danmark. Danske kunstnere havde gennem en menneskealder omkring århundredskiftet valfartet hertil inspireret af maleren Kristian Zahrtmann, som her havde fundet ånd og inspiration til sit talent og som her førte sine især yngre malerkolleger til forståelse for Italiens kulturelle og naturskabte rigdomme. Derved opstod et nordisk malersamfund, som kan sammenlignes med, hvad der rørte sig i Skagen blandt nordiske kunstnere.
Johannes Jørgensen nærede selv stor respekt for Zahrtmanns kunst og dennes kunstneriske forbundenhed med byen og egnen, og i et kapitel i sin bog “Breve fra Assisi” fra 1924 giver han udtryk for nogle af sine følelser med disse ord: “Han førte sine unge op på tinderne og lod dem leve midt i et folk, der i sin enfoldige livsførelse, i sin værdige menneskelighed, i sin årtusindgamle fromhed syntes bleven tilbage mellem disse bjerge fra antikkens dage eller fra den gang Benedikt af Nursia første gang prædikede kristendom i egnene om Monte Cassino. Det er rigtigt, at de danske kunstnere har vist den lille bjergby mere end én velgerning. Men for den, der gør sig klart, hvad det vil sige for en moderne nordeuropæer måneder igennem at kunne bo fjernt fra nutidscivilisationen og blive optaget i en anden og af oldtidens idealer gennemtrængt verden, bliver det indlysende, at Danmarks gæld til Civita d’Antino må være uendelig større. Det er rigtigt, at danskerne selv fandt frem og hentede hjem de skatte, som Abruzzernes natur og folkeliv rummede. Men skattene var dér, var ingen andre steder, og uden Civita d’Antino ville dansk billedkunst have været uendelig fattigere. Et vindue mod syd ville have manglet i vor stue”.
Med disse ord udtrykker Johannes Jørgensen også sine egne personlige erfaringer som dansker og som dansk kunstner bosat i Italien. Borgerne i Civita d’Antino glemte da heller aldrig, hvad de danske kunstnere havde betydet for dem, men med jordskælvets udslettelse af byen ophørte nordiske kunstnere at rejse hertil, selvom Zahrtmanns hus som et af de få blev stående og endnu står med sine minder fra dengang. Man holdt dog deres navne i hævd ved bl.a. at hædre Zahrtmanns som byens æresborger og opkalde gader og pladser efter nogle af kunstnerne. Bl.a. vil man på et kort over byen i dag se, at der blandt disse lokalnavne også er en Piazza Giovanni Joergensen.
Den 15. januar i år var det altså 90 år siden jordskælvet knuste Civita d’Antino og med den mange andre små bjergbyer i Abruzzerne og derved dræbte omkring 30.000 mennesker. Civita d’Antino blev genopbygget, men mistede naturligvis den middelaldercharme, som adskillige af Italiens gamle byer rummer. Alligevel kommer danskere i ny og næ hertil for at snuse lidt til den hæder, som stadig spores over for danske kunstnere.
Se også her, hvad Wanted in Rome skriver.
